Flightcases, min brors distræthed og en flyvetur til Canada
Jeg må indrømme, at jeg er lidt af en hystade, når det gælder rejser. Jeg kan simpelthen ikke holde tanken om at misse en afgang ud. Det fungerer fint, når jeg rejser alene, men sidst, jeg var af sted, havde jeg min distræte bror og alle hans flightcases med på slæb. Sjældent har jeg oplevet en så stresset tur.
Vi skulle til Canada, min bror og jeg. Min bror er freelance fotograf, og da han havde fået et fotograf-job i Canada, spurgte han, om jeg ville med, da der var plads i den hytte, som han skulle bo i. Jeg sagde selvfølgelig ja. Det ville være dumt andet.
Hvad jeg ikke havde tænkt på, var min brors mange flightcases og hans mildt sagt udprægede distræthed. Jeg er ret hysterisk, når det kommer til rejser. Jeg er SÅ bange for at komme for sent til flyet eller ende det forkerte sted – eller værst af alt: høre mit navn blive råbt over højtaleren. Det ville være så ekstremt pinligt!
Nå, men nu skulle jeg ud at rejse med min bror. For det første kom han en time for sent ud i lufthavnen i forhold til min plan. Jeg havde aftalt med ham, at vi skulle være i lufthavnen mindst 2 en halv time før. Min bror mente i midlertid ikke, at der var nogen grund til at troppe op med sine flightcases før en time før afgang. Jeg var helt i panik, da han endelig ankom og rev hans flightcases ud af hænderne på ham og løb hen til check-in. Og så var der naturligvis problemer med ind-checking af hans flightcases. Han havde ikke betalt for dem allesammen.
Vi skulle derfor finde en mand, som af en eller anden grund sad et andet sted end check-in damen. Her skulle vi betale for min brors flightcases. Jeg må have set pudsig ud, da jeg kom spænende med flightcases og sved under armene.
Da vi endelig havde fået alle de flightcases betalt for og checket ind, havde vi kun 12 minutter – TOLV MINUTTER – til at flyet skulle boarde. Jeg plejer ikke at snyde i køen, men denne gang gjorde jeg det. Det indrømmer jeg blankt. Jeg fik dog ikke meget ud af at snyde i køen til sikkerhedskontrollen, for jeg kom alligevel til at stå bag en japaner, som tilsyneladende aldrig havde været gennem en sikkerhedskontrol før. Og jeg som troede alle japanere var garvede rejsende.
Nå, da vi endelig var igennem sikkerhedskontrollen, som var yderligere forsinket af min bror, der ikke havde snydt i køen (suk) havde vi kun 3 minutter til at boarding skulle starte, og vores gate lå naturligvis 20 minutters gågang væk.
Jeg løb, som jeg aldrig har løbet før med min bror på slæb. Og pludselig hørte jeg det: Mit navn blive råbt over højtalerne med ordene “final call” efterfulgt. Jeg troede, jeg skulle dø.
Da vi nåede hen til gaten, var de næsten ved at lukke, men vi nåede det dog i sidste sekund.
Herefter fulgte en meget stille flyvetur, som var mest præget af min vrede over min brors forsinkelse og hans ubetalte flightcases.
Jeg var så vred, at jeg næsten blev lidt triumferende glad, da det viste sig, at hans flightcases, var sendt med det forkerte fly.
Nå ja, men man kan selvfølgelig ikke være vred hele tiden. Det nytter ikke noget at ødelægge en god ferie på grund af det. Vi nåede jo flyet, som vi skulle. Det var kun min brors flightcases, der ikke havde. Det var rimelig uheldigt, da hans kameraer lå i dem.
Heldigvis ankom de næste dag, og vi endte med at have en god ferie trods alt!